tirsdag den 7. juli 2015

At bryde tabuet: Jeg Ser En Psykolog

Der er blevet stille her igen, jeg ved ikke om det er pga. sommervarmen der suger alt motivationen ud af mig eller om det er fordi jeg har gjort mig nogle tanker om bloggen og hvad den er blevet til. Jeg startede denne blog tilbage i marts 2012 hvor jeg var blot 10 år gammel. Dengang vidste jeg ikke rigtig noget om forskellige blogger genre og jeg brugte derfor blot min blog som en offentlig dagbog hvor jeg delte hvad jeg havde lavet den dag og mine tanker. Og det var faktisk hele tiden planen at det her skulle være stedet hvor at jeg skrev mine følelser ned, Men som årene er gået er bloggen gået hen og blevet mere og mere upersonlig føler jeg. Jo jeg laver selvfølgelig stadigvæk indlæg omkring små updates fra mit liv af, og her er der deler jeg da også mine tanker omkring forskellige emner. Men jeg har det alligevel lidt som om jeg har mistet noget undervejs. Til tider blogger jeg om ting jeg egentligt slet ikke interessere mig for, hvorfor ved jeg ikke. Det kan være at det er pga. det kæmpe store pres der er i bloggerverden. For at blive hørt og nå til tops skal du lige være lidt bedre end alle andre, om så det er med design, billeder eller tekst. Men hvad nytter det hvis jeg ikke selv nyder det? Bare rolig bloggen stopper ikke, jeg elsker at blogge det er slet ikke det!

Det jeg prøver på at sige er vel bare at der kommer til at ske lidt ændringer her omkring, der er ikke så meget der kommer til at forsvinde men der vil helt klart komme flere personlige indlæg ang. mine tanker og holdninger, og udover det vil jeg også rigtig gerne lave flere indlæg med fotografering, sundhed, kost og træning og måske lidt mindfullness. Jeg tror helt klart at det vil pifte op i min motivation og gøre denne blog bedre for både mig men også jer søde læsere så i læser noget hvor jeg har lagt hele mit hjerte i det.

Og med alt det sagt vil jeg lige gøre dette indlæg endu længere for der er noget jeg har tænkt meget over, lidt det der med at være så selv og hvor godt andre kender en. Jeg har selvfølgeligt fortalt jer en masse om mig i alle mine små indlæg hvor jeg skriver om hvordan jeg elsker pandekager og at jeg ser alt for meget friends, men udover det kender i jo ikke til alle de store ting om mig. Så der er noget jeg synes i skal have lov til at vide: Jeg har de sidste par år døjet med at være rigtig sur, trist og nedtrykt, men specielt her det sidste års tid er det gået hen og blevet til en depression. Hvorfor ved jeg ikke 100% da det ofte sker jeg bare bryder ned i gråd eller bliver gal på andre af ingen grund. Og det er rigtig ærgerligt at det sker på den måde og at det går ud over andre. Nogle af de andre grunde til at jeg bliver nedtrykt kan være skole, selv her i sommeferien er det noget der fylder rigtig meget. Jeg går konstant og tænker på at åh nej nu skal jeg i ottende og så forsvinder alt min frihed og vi skal tage prøver og yada-yada. Jeg nyder derfor ikke min tid hvor jeg burde have det sjovt og slappe af. Noget andet der kunne gøre mig trist er mit hus, jeg har aldrig sådan rigtig nævnt det her men for mange, mange år siden besluttede mine forældre sig for at bygge huset om, stort set uden hjælp. Planen gik ikke som tænkt og med årene er mit hus blevet til et sted jeg er flovt over og som får min ocd helt op i vejret da her er så rodet. Det forklare også hvorfor billeder af mit hus og værelse ikke er noget der bliver vist, nu bruger jeg heldigvis denne uge på at lave om hvilket letter lidt. Det tredje der kunne gøre mig trist er at jeg har en tendens til at se meget sort på visse ting, f.eks. er jeg ikke typen der er sammen med forskellige veninder hver dag, for jeg har altså kun 2-3 veninder jeg er sammen med 2-4 gange om måneden. Jeg ville ønske at jeg var lidt mere social med en større omgangskreds.

Pga. alle de her problemer inkl. min daglige hovedpine syntes mine forældre at det ville være en god idé hvis jeg så en psykolog. Jeg var godt nok skeptisk i starten, men nu har jeg gået hos hende i 2 måneder og jeg kan klart mærke fremskridt. Jeg vælger at fortælle jer dette fordi der absolut intet er galt i at man snakker med en om sine problemer og det er rigtig ærgerligt at der ikke er flere der råber højt omkring det for der er intet flovt ved det. Så ja, jeg ser en psykolog ca. en gang om ugen nogengange hver anden uge,

og det er helt okay.

Ingen kommentarer :

Tilføj en kommentar

Back to Top